| Flere

Dyrk idræt med glæde

Er der glæde nok, når du springer i sportstøjet? Og hvor mange forskellige glæder giver du dit hold? Den slags spørgsmål bør du stille dig selv, for glæden skal i centrum

Kom nærmere glæden

Glædesanalyse
Hvilken glædesprofil har du? Hvor kommer det meste af din glæde fra, og hvad skal du evt. arbejde med? Få svarene ved at lave din egen glædesanalyse
Kig også forbi www.lisekissmeyer.dk

Vil du læse mere om glæde?
”Glæden i centrum” er skrevet af Lise Kissmeyer og Max Rasmussen. Du kan købe det i DGI butikken

Der skal være glæde i hver eneste træningstime. Masser af glæde. Det mener journalist og forfatter Lise Kissmeyer og DGI’ s landskonsulent Max Rasmussen, der sammen har skrevet hæftet ”Glæden i Centrum.”

»Det skal være sjovt, spændende og udfordrende at dyrke motion. At det så også er sundt, er jo en god ting. Men man skal glædes ved det, man gør,« fortæller Max Rasmussen.  Derfor skal glæden bevidst tænkes ind i træningen.

Meningen med livet

For glæde og begejstring er en forudsætning for at lære, og derfor er det helt centralt at tænke glæde ind i den måde, vi dyrker idræt på, uanset niveau. Og Lise Kissmeyer bringer glæden et skridt højere.

»Meningen med livet er at samle på gode oplevelser. Man kan godt leve et helt liv og være tilfreds uden at føle glæde, men det er der ikke meget ved. Derfor skal vi iscenesætte og opsøge glæden i hverdagen,« forklarer hun.

Og ifølge de to forfattere er idrætsverdenen et univers af glæder. Når vi prøver noget og satser uden at vide, om det lykkes. Når vi bliver bedre, når sammenholdet og stemningen er god, og når vi føler os sunde eller oplever noget nyt.

Som træner bør man derfor tænke glæden ind i træningen. Men hvordan?

Glædens farver

Lise Kissmeyer har undersøgt, hvilke faktorer, der udløser glæde og sorteret dem i farver: Gul, grøn, rød og blå.

Hun har også udarbejdet nogle redskaber i form af en analyse, som trænere kan bruge til at finde ud af, hvad der tænder glæden hos udøverne, så træningen kan tilrettelægges efter det.

Farverne er en skarp opdeling, og der er mange gråzoner og sammenfald. Ikke alle glæder kan sættes i bås, men uanset hvad, er der masser af grunde til at jagte og sprede glæde.

Læs også temaet "Få glæden til at gnistre" i magasinet Udspil 8, 2011.

  •  Den gule glæde opstår, når vi bliver opslugt i øjeblikket, når vi er væk i legen, når det bare kører, og når vi glemmer tid og sted. Når pulsen dunker, intuitionen tager over, og når det flyder og flyver.

  • Den grønne glæde er glæden ved at konkurrere og vinde. Glæden ved være god til noget og ved at mestre, udvikle os og blive bedre. Den grønne glæde er central i idrætten, fordi der ofte er noget på spil.

  • Den røde glæde er den vigtigste og den eneste uundværlige glæde. Den opstår i det sociale samspil med andre mennesker, når vi hygger os sammen, når fællesskabet fungerer og stemningen er god.

  • De blå glæder er ’slemme glæder’. De handler om det, vi får ud af noget som f.eks. gevinster og prestige eller god samvittighed og en flot krop. De blå glæder kan være et supplement, men hvis fokus kun er her, er der en risiko for at glemme at nyde tingene og livet, mens det sker.



Opdateret 27. oktober 2011 Af Marie Gaarden

Ejer: Kommunikationsafdelingen